Julehjælp
Julen byder på mange glæder, men det er også ofte en ensom tid. Røde Kors julehjælp er især for økonomisk trængte børnefamilier.
Hvad er julehjælp?
Et stort antal familier i Danmark havner i så svære situationer, at de har brug for hjælp til at klare hverdagen. De er skubbet ud på kanten pga. arbejdsløshed, livskriser eller sygdom. Mange børn vokser op i familier, hvor ressourcerne er få og afsavnene store. Deres hverdag adskiller sig markant fra andre børns. Der er ikke råd til børnefødselsdag, ferier eller fritidsaktiviteter. Det er med til at isolere børnene fra deres jævnaldrende – og det påvirker deres trivsel på både kort og lang sigt.
I Røde Kors vil vi mindske de afsavn, som børnene og deres familier oplever. Vi vil invitere dem indenfor og skabe positive oplevelser og fællesskaber for både børn og voksne. I julen er giverglæden og hjertevarmen ekstra stor. Derfor samler vi hvert år ind, så vi kan hjælpe udsatte børn og deres familier i julen.
Hold øje med siden her, der åbnes for ansøgning omkring 1. november, vi offentliggør datoen når den kendes.