Spring til indhold (tryk på Enter)
Randers

Landsindsamlingen nærmer sig – og lokale virksomheder gør en forskel

Søndag den 4. oktober går Røde Kors’ landsindsamling igen i gang over hele Danmark. I Randers glæder vi os til at samle ind sammen med frivillige, indsamlere og lokale virksomheder – og vi håber på at nå et rekordstort resultat.

Du kan stadig nå at tilmelde dig som indsamler lige her.

Landsindsamlingen er en vigtig del af Røde Kors arbejde for mennesker, der har brug for hjælp – både herhjemme og ude i verden. Hver en krone gør en forskel, og derfor er vi utrolig glade for den lokale opbakning, vi allerede oplever i Randers.

Tak til de virksomheder, der støtter op

En række lokale virksomheder har allerede valgt at støtte årets landsindsamling økonomisk. Det betyder meget for os og er med til at skabe et stærkt fundament for indsamlingsdagen.

Tak til:

Vika International Supermarket
Mansion House / Highway 51 Diner
3F Randers
EDC Danebo
Green Comfort
Hos Anne Marie
Hotel Randers
Louis Nielsen Randers
William Skilte
Sparekassen Kronjylland
Pedersen & Nielsen Automobilforretning A/S
Randers Amtavis

Vil jeres virksomhed også være med?

Vi vil meget gerne have endnu flere lokale virksomheder med på holdet.

Som sponsor går jeres bidrag ubeskåret til Landsindsamlingen, samtidig med at jeres virksomhed bliver synlig som en del af den lokale opbakning. Jeres logo kommer med i den sponsorerede helsidesannonce i Randers Amtsavis og Randers Onsdag, og Røde Kors Randers vil desuden fortælle om sponsorindsatsen gennem presseomtale og på vores sociale medier.

Sponsorbeløbene er:

    • Stor virksomhed: 10.000 kr.

    • Mellemstor virksomhed: 5.000 kr.

    • Mindre virksomhed: 2.000 kr.

Kort sagt: I hjælper – og får noget igen.

Har jeres virksomhed lyst til at være med, skal vi blot have et skriftligt tilsagn senest 8. september. Kender I en virksomhed, der kunne have lyst til at støtte, må I også meget gerne sende dem vores vej.

Sæt allerede nu kryds i kalenderen

16.-30. september: Sponsorannoncer, presseomtale og opfordring til at blive frivillig indsamler.

Søndag den 4. oktober: Røde Kors’ landsindsamling løber af stablen over hele Danmark.

I Randers håber vi på at samle rigtig mange mennesker om sagen – og med opbakning fra både frivillige, borgere og det lokale erhvervsliv håber vi at kunne skabe et rekordstort resultat.

Vil din virksomhed være med? Så kontakt Røde Kors Randers og giv et tilsagn senest 8. september.